Citat fra bogen:

“Bjergene lå som en mastodont fra fortiden og skyggede for himlen. De syntes at skue foragteligt mod evigheden, og hånligt udfordrede de sneklædte tinder os til at prøve kræfter. Synet var på én gang skræmmende og storslået og tog simpelthen vejret fra mig. Solen stod lavt på himlen, morgenluften føltes kold og klar, og i den lille landsby var folk for længst stået op. Vi fik cowboykaffe og ris til morgenmad og begyndte at gå ved nitiden. Mine ben føltes som bly, det var sgu mere end almindeligt tungt for lægmusklerne at traske så meget opad. Jeg vandrede af sted i mine egne tanker, studerede den betagende natur, følte mig sært levende og begyndte forsigtigt at nyde oplevelsen.

Og så kom hængebroen.

Vi gloede vantro på den spinkle konstruktion, som svang sig 40 meter over en brusende flod. Broen var sammentømret af brædder og reb og lignede noget, der kunne styrte sammen for et godt ord. Jeg greb med begge hænder om rebene og gik tøvende ud på den. Broen svingede og gav sig, mens jeg gik. Der var flere centimeter mellem brædderne, og dybt nede kunne jeg se de hvide bølgetoppe fra den rasende flod. Jeg var kridhvid i ansigtet, da jeg endelig kom over på den anden side, og med ét var jeg tilbage i gårsdagens rædselsscenarie.

Opad gik det igen ad en stadig stejlere vej, og endnu engang befandt vi os på en 30-40 centimeter bred sti langs kanten af Gosainkunda-bjerget. Helvedesdybet lå kun et enkelt fejltrin fra stien, og igen begyndte mine ben at ryste hæmningsløst. Jeg fandt en kæp og tog mine skibriller på. De var runde og forsynet med læderklapper i siderne, lidt som skyklapper til en hest, og hvis jeg vendte ansigtet mod klippevæggen, blev jeg forskånet for synet af det kilometerdybe, lodrette fald, som var til den modsatte side. Jeg må ha’ lignet en blind, med mørke solbriller, hovedet vendt mod klippen og stokken klaprende foran mig, og min største bekymring var, om mine ben ville blive ved med at lystre. De rystede og dirrede, og jeg var blevet alvorligt bange for at miste kontrollen over mine knæled. Det var bestemt ikke ufarligt at få muskelspasmer på en 30-40 centimeter smal sti uden rækværk, og efterhånden udviklede frygten for at skvatte ud i intetheden sig til en tvangsneurose af særdeles uoverskuelig karakter. Jeg humpede fremad med små, tøvende skridt, bed tænderne voldsomt sammen og prøvede at fortælle mig selv, at så længe stokken befandt sig på stien, gjorde mine fødder det også! Sådan gik det nogenlunde, indtil klippevæggen begyndte at bue ind over stien og min rygsæk kradsede skurrende mod den ru granit. Jeg vrælede op, da rygsækken et kort øjeblik satte sig fast, værdighed var der ikke meget tilbage af.

Hele dagen fortsatte vi op ad det stejle bjerg med vinden ruskende i tøjet og et flere kilometer højt trappetrin lige til venstre for stien. Vi befandt os i et vertikalt mareridt, og selv om turen var ekstremt anstrengende, følte jeg mig langt mere bange end træt. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis der kom modgående trafik, men én ting var sikkert: På stien var der kun plads til mig!”