KRONISK REJSEFEBER
“Kronisk rejsefeber” er en serie på tre rejsebøger med nogle af de allerbedste rejsefortællinger, der er blevet fortalt, siden De Berejstes Klub blev stiftet i 1996.
Rejsebøgerne er fyldt med rejseberetninger fra hele verden – alle syv kontinenter – og rejseeventyr fortalt af berejste forfattere med noget på hjerte.
Med udgivelsen af de tre bind i bogserien ”Kronisk rejsefeber” ønsker vi at sætte fokus på rejseglæden og skabe en større forståelse for vores omverden, udvide læsernes horisont og give dem et støre udsyn. For rejsehistorierne består af autentiske skildringer, der er forskellige fra de stereotype forestillinger, medierne ofte er med til at skabe.
Historierne i “Kronisk rejsefeber” udstyrer således læseren med unikke perspektiver, der kan udvide ens horisont, og de indeholder hver især et personligt budskab.
De tre bind med rejsehistorier udgives i anledning af De Berejstes Klubs 25 års jubilæum. De to første bøger med undertitlerne “Mod på at rejse” og “Uforudsete eventyr” udkom i 2021, og tredje og foreløbigt sidste bind med undertitlen “Nye horisonter” udkommer efter planen i løbet af 2025. Første bind handler om modet til at kaste sig ud i verden og ud i rejselivet, mens bind 2 fokuserer på de uventede eventyr, der følger med, når rejser bliver en livsstil, og eventyret bliver din følgesvend Jorden rundt.
Du kan bestille rejsebøgerne ved at skrive til forlaget – vælg menupunktet kontakt. Eller du kan købe dem hos din lokale boghandler.
Hver bog er på 450 til 500 sider, indbundet og i farvetryk og med hundredvis af fotografier og en læsesnor, man kan bruge som bogmærke. Formatet er 20,1 x 27,2 cm, og bøgerne trykkes på ubestrøget FSC- og Svanemærket papir.
Bestiller du hos forlaget, får du gratis levering til en pakkeshop eller postbutik i Danmark. Ved forudbestilling af bind 3, der udkommer i 2025, kan du vælge mellem gratis levering eller indbydelse til bogreception med et glas champagne i Café Globen. Og husk, vi har prisgaranti på alle forlagets bøger, så du køber billigst, når du bestiller direkte fra forlaget.
Sagt om serien:
Om bind 1, “Mod på at rejse“:
“Pandemien gør eventyrbog relevant. Med ‘Kronisk rejsefeber’ deler en række af landets mest berejste mennesker ud af deres største oplevelser og vildeste eventyr (…) Rejsebøgerne er fyldt med beretninger fra hele verden – og alle syv kontinenter. Fra Nordatlanten til Oceanien og fra Østeuropa til Det vilde Vesten. Her er historien om at drive rundt uden mål fra ø til ø i Det Caribiske Hav, her er historien om at rejse Jorden rundt på cykel, her er historier fra konfliktfyldte områder som Palæstina, Syrien og Abkhasien, og her er historier om rejser til nogle af de smukkeste egne af kloden fra Galapagosøerne til Nepal. Med udgivelsen af de tre bind ønsker folkene bag De Berejstes Klub at sætte fokus på rejseglæden og skabe en større forståelse for vores omverden, udvide læsernes horisont og give dem et større udsyn.” – Tom Nørgaard i Morgenavisen Jyllands-Posten
“Fremragende samling af rejsefortællinger. For alle der elsker at rejse, læse om rejser eller de, der søger inspiration til nye rejser. Uanset om man er til rejser hjemme fra sofaen eller til større eller mindre eventyr, så er bogen til stor glæde og inspiration.” – Anne Birgitte Langkilde Hundahl i en lektørudtalelse fra Dansk Bibliotekscenter (DBC)
“Det er en fantastisk tour de force i dansk rejseliv gennem 25 år. En tidsepoke hvor verden åbnede op og gjorde det muligt at rejse ud langt fra alfarvej – også for almindelige folk. Som sådan bliver man oprigtigt glad af at læse bogen, som i sig selv er en påmindelse om, at kloden er forunderlig (især i en tid, hvor man ikke kan komme så meget rundt i verden), og at mødet mellem mennesker på rejsen er en form for dialog, som rummer fantastiske øjeblikke. At bogen får fastholdt disse historier er en fantastisk bedrift og vidner om et fint redaktionelt arbejde med en fin forståelse af rejselivets grundfortælling. En af årets bedste bogudgivelser i genren. En bog som mange vil finde stor fornøjelse i at læse, og som i fremtiden uden tvivl vil være et referencepunkt for mange danske rejsende med de store eventyr i blodet.” – Bugge Holm Hansen i magasinet Luksus.land
“Den nye rejsebibel. Fuld af fascinerende fortællinger fra de mest berejste mennesker i landet. ‘Kronisk rejsefeber’ udvider virkelig min verden med dens betagende beretninger. Historierne er korte, lette at gå til og giver mig i den grad rejsefeber. En rigtig god og flot rejsebog, som helt sikkert har givet mig inspiration og stof til de mange rejsedrømme.” – Joan Juanita Andersen i rejsemagasinet RejsRejsRejs.dk
Om bind 2, “Uforudsete eventyr“:
✭✭✭✭✭
“‘Kronisk rejsefeber’ er en vidunderlig bog. Den samler alt dét, der er skønt ved at rejse i en smuk og indbydende indpakning. Det er sådan en bog, der ligger på sofabordet, og som man ikke kan lade være med at samle op igen og igen. Ikke bare i geografi, men også i indhold har hver fortælling sit unikke præg. Alle er personlige beretninger, men nogle fokuserer på mødet mellem mennesker, andre på kultur, andre igen på natur. Ønsket om at opleve, se og møde noget nyt er gennemgående. Hver fortælling indledes og afsluttes med citater fra litteraturen eller journalistikken, hvilket sætter historierne i relief og løfter dem op i et større perspektiv. Citaterne er godt udvalgt og giver fortællingerne en ekstra dimension. De mange billeder i bogen giver liv til fortællingerne og gør den ellers ret store og tunge bog let og tilgængelig. Ligesom med citaterne er billederne varierede og godt udvalgt.“ – Charlotte Haile giver 5 stjerner ud af 5 på DinBoganmelder.dk
“Pragtfuld samling af rejsebeskrivelser fra alle verdens lande og kontinenter (…) Det er kuldegysende godt, og udlængslen trækker, når man sidder med endnu en fantastisk samling personlige beretninger fra De Berejstes Klub. Bogen er layoutmæssigt mage til første bind, gennemført og med et utal af vidunderlige billeder” – Anne Birgitte Langkilde Hundahl i sin lektørudtalelse fra Dansk Bibliotekscenter (DBC)
“En herlig samling personlige beretninger fra De Berejstes Klub.” – Anette Thede, bibliotekar, BibMedia
“Ikke kun er bogen fuld af oplevelser på tryk, men også fantastiske billeder taget af de rejsende, der hjælper sanserne med ud på eventyret. Den friske duft af japanske kirsebærblomster, sandet der sliber huden fin mellem tæerne på en en hvid palmestrand, og den kolde vind, der bider i næsen sammen med saltet skumsprøjt fra polerne. Hver oplevelse er flankeret af et citat fra en anden rejsebeskrivelse af både kendte og mindre kendte forfattere og journalister. Her bliver du introduceret til alt fra Benny Andersen til Ernest Hemingway, Carsten Jensen, Karen Blixen og ikke mindst Troels Kløvedal, samt mange flere. Det at hive gode citater ud fra andres værker og derved give dem videre til folk, er en rigtig god ide, og jeg har undervejs i læsningen af ‘Kronisk rejsefeber’, noteret mange navne ned, som jeg glæder mig til at møde igennem deres rejseoplevelser. Eventyrene er oftest oplevet på en solo-rejse, hvor mødet med lokale har hjulpet eventyret på vej, på både godt og ondt. Det er ikke ufarligt at rejse alene, men det skal på ingen måde holde folk fra at gøre det, og beviset hvorfor, findes sort på hvidt i dette værk. Mødet med mennesker fra andre kulturer bekræfter flere gange, at vi i bund og grund stræber efter de samme ting: lykke og et godt liv (…) Der gemmer sig en masse fantastiske oplevelser om nye, gemte og glemte steder” – Kristina Vallentin Larsen, bogblogger på Reader’s World.dk
“Rigtig fin rejsebog, hvor man virkelig lærer noget nyt om de kulturer og lande, som der bliver besøgt i bogen. Specielt billederne er jeg helt vilde med, og de er virkelig godt udvalgt (…) Den her bog har samlet alt det, som der er så skønt ved at rejse (…) Ønsket om at rejse og opleve verden er det gennemgående tema (…) og det er fantastisk at kunne se på de flotte billeder, mens man læser.” – Bogormenanja
Serien har også været omtalt på DR i radioprogrammet P1 Morgen, i Politiken, i dagbladet Børsen og i flere andre medier, og i november 2021 fik bind 1 i serien en litteraturpris og blev kåret som “årets rejsefortælling” af Bogforum og NAFF – Nordic Adventure Film Festival.
4
“Jeg læste bogen i løbet af en uges tid. Det var simpelthen en pageturner.”
Og hvor var det super inspirerende. Jeg var klar til at booke flybilletter på stribe. Det slog mig, at der ikke var nogen nemme løsninger iblandt disse rejsefortællinger – a la charter all inclusive. Det er eventyret, der trækker, og som er det bærende element. Og bogen har en meget fin tematisk og geografisk spredning – lige fra hvide sandstrande med palmer til bjergvandring og ufremkommeligt pløre og regn. En gennemgående glæde ved at komme derud, hvor de færreste rejsebrochurefotografer endnu har været. Og citaterne fra rejselitteraturen giver det hele en herlig poetisk stemning.
Cathrine Krogh
over 50 rejseeventyr i hvert bind
“Kronisk rejsefeber” er struktureret som spring fra kontinent til kontinent, fra et land til et andet, fra en rejseform til en anden, så man som læser kommer hele verden rundt og hele tiden møder noget nyt og overraskende.
Forud for hver rejseskildring og efter hver rejseskildring er der et citat fra rejselitteraturens eller rejsejournalistikkens verden, en såkaldt epigraf, som sætter en stemning og ofte er fra samme område eller fra en lignende situation som den tekst, epigrafen står sammen med. På denne vis trækkes der tråde til de rejsende, der har været før – eller i nogle tilfælde efter – os som berejste. Der er også en god variation i længden på teksterne, og hvert bind indeholder over et halvt hundrede og ét rejseeventyr.
Søger du inspiration eller rejselekture til din næste tur, eller vil du gerne drømme dig væk på sofaen derhjemme til fjerne rejsemål med inspirerende rejseoplevelser, der smitter med rejselyst og rejsefeber, så er rejseskildringerne i “Kronisk rejsefeber” en perfekt indgang til rejselitteraturens og de berejstes verden.
“Der er foretaget et meget fint udvalg af rejseforfattere og deres artikler.”
Med en ægte forskellighed. Teksterne er forskellige, men i hver af dem fornemmer man den store kærlighed og entusiasme til rejser og til verden. De udtrykker både varme og personlighed. De er underholdende. Der er så mange rejsebøger, som udkommer hvert år i Danmark. De fleste rejsebøger er måske mere faglige end landebeskrivelserne fra de berejste, men til gengæld indeholder de ikke den varme, det humør, den personlige opfattelse af verden, sådan som man tydeligt fornemme det i bogens udvalgte rejsebeskrivelser. Jeg tror, de fleste læsere vil opleve at blive underholdt fantastisk godt. Det er virkelig godt og varieret stof. Bogen giver både inspiration til at rejse, til at opleve verden og være mere fortrolig med den. Jeg synes også, der er brugt mange fantastiske citater fra andre rejseskribenter. De understreger længsel efter et eventyr, mod, passion. De er poetiske. De er i fin harmoni og symbiose med rejseberetningerne. De supplerer, og de giver et stort udvalg og overblik over de forskellige rejseforfattere.
ewa bylinska